- Og en lang historie kort ;)
Et kendt ordsprog, der egentlig er meget kendetegnende min karriere som rytter.
Jeg startede min tid som ponyrytter på den lokale rideskole, hvor jeg var blevet lokket med af min kusine. Allerede 2. gang jeg sad på en elevpony, blev jeg introduceret for et spring og efter få år som elevponyrytter, så endte jeg med at ”hænge ud” med de store tøser på rideskolen og red lidt på deres heste og ponyer.
Min første pony var en fjordhest… er ret atypisk en af slagsen dengang, tilbage i ’97. Han lød (eller led) af navnet ’Jesper Olsen’ og gik både landsstævner i military og distriktsstævner i spring.
Min karriere som springrytter tog rigtig fat, da jeg byttede Jesper med min kusines tossede polske xx/DV. En lille hest på 152 cm, men som havde et hjerte af guld og under kyndig vejledning af springrytter Lone Kromann, så fik vi redet en del LA’ere (120 cm) og vist også nogle få MB’ere (130 cm).
Maria og Harry i M-klasse
I en årrække arbejdede jeg som rytter i forskellige stalde. Jeg fik en rigtig fin DV-hoppe efter Ladoga, en hoppe der kunne ’hoppe huse’ og som jeg altid sprang stort på og red MA (140 cm) til stævne og 150-160 cm til træninger.
Men…. En helt almindelig onsdag, hvor vi red vores sædvanlige undervisning, sker der et eller andet i min hjerne!?
Jeg havde lige redet en fin runde på en 130 cm høj bane, som så blev sat op til 140 cm. Det havde aldrig været et issue med højden før, men lige den sommeraften, der gik klappen ned…
Jeg blev fra det ene øjeblik til det andet, fuldstændig nervøs og overanalyserende og samtlige dårlige tanker om ”hvad nu hvis vi styrter” eller ”hvad nu hvis jeg rammer en forkert afstand”. Jeg mistede ganske enkelt kontrollen over samarbejdet mellem min hjerne og min krop, og jeg kunne INTET få til at fungere med springningen. Jeg blev bare mere og mere bange og angstens grimme ansigt grinede mig lige op i hovedet.
Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, for hvad var det lige der skete og hvorfor kunne jeg ikke længere bevare min selvkontrol?
Enden blev, at jeg solgte min springhest og lagde springningen totalt på hylden… i 10 år!
Men hvad så nu? For dem der har fulgt lidt med, de vil jo hurtigt kunne konkludere, at jeg både springer og rider military ;)
Og jo, det er faktisk også lidt en sjov historie…
For jeg havde på et tidspunkt en tidligere opstalder (nærmere betegnet Dangros fodrekonsulent Ditte), som havde fået den her hest, som hun var begyndt at ride military på og det var jo helt fantastisk… Så fantastisk, at hun syntes, at jeg skulle smide min lille palominoaraberhingst i traileren og køre med ud på en terrænbane – OG RIDE MILITARY!
